Politiet fejrede følgere

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har rundet 18.000 følgere på Twitter. Det fejrede de onsdag sammen med to af de mest trofaste.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

18.000 brugere følger nu med, når Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi skriver deres opdateringer på det sociale medie Twitter.

I den anledning havde Britt Vagner Pedersen og Dan Sonnested fået en personlig invitation til et møde på politistationen i Næstved. De er ifølge politiet nemlig to af de allermest trofaste følgere, og derfor skulle de fejres med blandt andet blomster, kaffe og lidt sødt.

- Det er jo lidt overraskende. Men jeg synes det er en rigtig fin gestus. Jeg kan godt lide at følge med i, hvad der rører sig. Og her er Twitter et godt redskab, udtaler Dan Sonnested i en pressemeddelelse.

- Folk kan "have os med i lommen"

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi udsendte deres første såkaldte tweet den 19. april 2013. De fortæller selv, at deres følger-skare er vokset mest under de to storme i 2013 og under terrorangrebet i København i februar i år. Og ifølge politidirektør er Twitter et brugbart redskab for kredsen.

- Med Twitter har folk mulighed for hele tiden at "have os i lommen", så de for eksempel kan modtage serviceoplysninger og gode råd fra os eller måske hjælpe os med at finde en eftersøgt røver, siger politidirektør Lene Frank blandt andet.

Også mere skæve historier finder ofte vej til politiets twitter-konto. Som eksempel er dette i skrivende Sydsjællands og Lolland-Falsters seneste opdatering:

- Gåsepar med gæslinger på motorvejen ved Udby. Måske er de på vej til Gåsetårnsbyen Vordingborg? 


Nyhedsoverblik