Politiet fandt sprængstof hos 51-årig

Det, der lignede en sag om kabeltyveri, fik pludselig en helt anden karakter, da der dukkede sprængstoffer op.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

For lukkede døre har politiet på Sydsjælland nu fået fængslet en 51-årig mand, der var i besiddelse af både sprængstof og detonatorer.

Manden blev anholdt natten til onsdag, da en politipatrulje bemærkede en bil, der holdt parkeret i skoven ved Herlufsholm ved Næstved.

Føreren var godt kendt for tyveri i forvejen, så betjentene valgt at kigge bilen nærmere efter i sømmene.

I bagagerummet var flere flasker spiritus, en rulle kobberkabel og nogle stjålne nummerplader.

Da retsmødet blev holdt for lukkede døre, vides det ikke, hvordan politiet fandt frem til sprængstofferne. Men de blev formentligt fundet efterfølgende på mandens bolig.

Efterforskerne skal nu forsøge at finde ud af, hvordan manden har skaffet sprængstofferne.

Samtidig skal det undersøges, om han kan sættes i forbindelse med nogle af de tyverier af kobberkabler, der flere gange har været i området.

Retten i Næstved valgte at fængsle manden frem til den 18. august.

/ritzau/

 


Nyhedsoverblik