Politiet beder om hjælp i skudsag

Politiet er stadig på noget nær bar bund i sagen, hvor en politibil med to betjente blev beskudt natten til torsdag i forrige uge. Nu beder politiet borgerne om hjælp for at komme videre med sagen

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Da en politipatrulje natten til torsdag den 17. marts ganske rutinemæssigt ville stoppe en bil på Tværvej ved Listrup på Midtfalster, udviklede det hele sig pludselig meget dramatisk, da bilen - en lys ældre VW Transporter - stak af, og under flugten blev der skudt flere gange ud af flugtbilens smadrede bagrude mod den forfølgende patruljevogn.

Patruljevognen var forsynet med et videokamera, der filmede episoden. I aften bliver videoen vist i Station 2 på TV2. Grunden til at politiet nu viser billederne er, at de håber, at det kan få eventuelle vidner til at henvende sig.

- Vi håber, at folk, som måske har en viden om episoden, vil henvende sig, når de ser, hvor alvorligt og skræmmende det er at blive beskudt, siger Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lollands Falster politi.

Heldigvis blev ingen af politifolkene i patruljebilen ramt ved skyderiet, men politibilens ene fordæk punkterede så betjentene måtte opgive forfølgelsen.

De to politifolk er i øvrigt tilbage i tjeneste.

Har man oplysninger i sagen, skal man kontakte politiet på telefon 114.

 


Nyhedsoverblik