Politiet advarer virksomheder om bedrageri for millioner

Midt – og Vestsjællands Politi opfordrer firmaer til at udvise stor forsigtighed, hvis de bliver anmodet om at overføre penge. En verserende sag i politikredsen har ført til bedrageri for 5 millioner euro.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Virksomhederne gør klogt i at passe på, hvis de bliver anmodet om at overføre penge. Ifølge Midt – og Vestsjællands Politi er bedragere i den grad på spil og en aktuel sag i politikredsen har ført til bedrageri for i alt 5 millioner euro. Bedrageriet er sket over flere omgange, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Flere virksomheder er blevet kontaktet over mail på en måde, der ifølge politiet gjorde, at firmaernes økonomiafdelinger blev narret til at tro, at afsenderen på mailen var chefen i firmaet. Svindlerne har nemlig lavet en meget troværdig kopi af chefens mailadresse.

-Fremgangsmåden har været, at firmaet blev kontaktet pr. mail på en måde, der gjorde, at man i firmaets økonomiafdeling troede, at mailen kom fra firmaets direktør. Den første del af mailen var identisk med direktørens mailadresse, og tilsyneladende har man ikke opdaget, at resten af mailadressen hed @gmail.com i stedet for den adresse, som firmaet bruger, fortæller politikommissær Niels Kristoffersen, fra Midt- og Vestsjællands Politis afdeling for økonomisk kriminalitet.

Bedrageriet blev først opdaget, da direktøren kom tilbage fra ferie og opdagede overførslerne af penge til en kinesisk konto.

Politiets efterforskning har vist, at pengene efterfølgende er splittet op og indgået på forskellige konti.

Grundige bagmænd

Ifølge politiet har svindlerne forud for bedragerierne lavet grundig research og sat sig ind i navne på personalet i virksomhederne.

Politiet ønsker ikke at oplyse, hvilken virksomhed, der er blevet snydt for 5 millioner euro af hensyn til firmaet.

- Politiet anbefaler, at man er særdeles årvågen, hvis der skal ske overførsler til nye konti eller noget, der ikke lige er dagligdag i firmaet. Det er vigtigt at kontrollere mailadresser og kontakte ansvarlige telefonisk, så man er helt sikker på, at det ikke er udenforstående, der står bag, siger politikommissær Niels Kristoffersen.

Ifølge politiet er der flere sager, hvor politiet har opdaget bagmænd med samme fremgangsmåde og derfor opfordrer de på det kraftigste til at virksomhederne er opmærksomme.

 


Nyhedsoverblik