Politiet advarer: Pas på tricktyve

En række anmeldelser af tricktyveri får nu politiet til at bede folk i regionen om at være opmærksomme.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Luk ikke fremmede ind i dit hjem og lad være med at tilbyde at veksle penge i forretninger.

Politiet oplever et stigende antal af anmeldelser om tricktyveri, derfor advarer de nu regionens beboere.

I Holbæk Kommune er der blevet begået to tricktyverier og yderligere to forsøg på tricktyveri. Men det er ikke kun i Holbæk, de skal være opmærksomme.

- De her tricktyve er meget mobile. Nu har de været uheldige i Holbæk. I morgen kan det være Nykøbing Sjælland, Ringsted eller Sorø. Alle skal være opmærksomme, fortæller Carsten Andersen fra Midt og Vestsjælland Politi.

Forsøg på at berøve regionens ældre

Både i Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi og i Midt og Vestsjællands Politi har fået flere anmeldelser, hvor en person har givet sig ud for at være hjemmehjælper.

Så sent som i dag, fredag advarer Sydsjæællands- og Lolland-Falsters Politi om en falsk hjemmehjælper på Obovej og Skyttemarksvej i Næstved.

Her vil tricktyven typisk forsøge at få en ekstra person med ind i boligen som går i skabene, mens ’hjemmehjælperen’ holder den ældre distraheret med snak.

- Vores opfordring er, at man ikke skal lukke nogen fremmede ind. Hvis de siger, de er fra hjemmeplejen skal man forlange at se et id. Hvis man har haft sådan et besøg, skal man ringe til os, så vi kan finde gerningsmændene, fortæller Carsten Andersen.

Derudover opfordrer politiet medarbejdere i kommuner, foreninger og venner og bekendte til at tale med de ældre, så de ikke lukker nogen ind, som de ikke kender.

På trods af mange gode råd så sker det desværre ofte.

Politiet advarer mod andre lignende eksempler, hvor en person uanmeldt kommer for at aflæse el, varme eller vandmåler eller lignende. Men borgere skal altid have fået besked inden en sådan måling. Derfor bør man ikke lukke nogen ind, hvis man ikke er blevet varslet om det.

Tricktyverier mod forretninger

Politiet har fået anmeldelser om personer, der har forsøgt at narre sig til penge i forretninger. De kommer typisk ind med en 1000 kroner seddel og vil købe en lille vare. De skaber en masse forvirring og forsøger at tage flere penge med ud derfra.

-    Det er et velkendt trick at forsøge at skabe forvirring, når man vil have vekslet penge. Vores råd er, at man i forretninger siger, at man ikke vil veksle en 1000 kroner seddel og i stedet opfordrer dem til at gå i banken. Igen skal man ringe til os, hvis man har været udsat for et vekselnummer, så vi kan fange dem, inden de går i den næste butik. Sådan lyder opfordringen fra Carsten Andersen.

Har du været udsat for mistænkelige besøg eller kunder, skal du henvende dig til politiet på 114.

 


Nyhedsoverblik