Politiet advarer: Bilister glemmer baglygterne

Ejerne af nye biler glemmer at tænde for deres baglygter i både tåge, regnvejr og tusmørke. Og det er farligt, lyder meldingen fra politiet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tæt tåge fik søndag aften politiet til at gå ud og advare om flere bilister på Storebæltsbroen, som kørte uden baglygterne tændt.

Og det er ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi et stort problem, at bilister i nye biler glemmer at få tændt for deres baglygter på bilen, når vejr som tåge, kraftig regn og tusmørke ruller over landsdelen.

Læs også: Sådan er reglerne for baglygterne på din bil

-          De nye biler er monteret med automatisk kørelys, men det er ikke lige så stærkt som nærlys, så du er nødt til at få aktiveret nærlyset, så der også kommer lys i  baglygterne, fortæller vagtchef Søren Østervig.

Den tætte tåge hang det meste af søndagen over den sydlige og vestlige del af regionen og især over Storebæltsbroen ud på aftenen. Det var broens personale, der alarmerede politiet om de mange biler uden tændte baglygter.

-          Vi vil gerne opfordre folk til at kigge grundigt på deres bil, inden de kører af sted. Især når forhold som tåge og kraftig regn er gældende. Her er det vigtigt at få tændt sine baglygter, hvis man kører i en ny bil, siger Søren Østervig.

-          Og kører man med tågelygter, skal man selvfølgelig huske at slå dem fra, så de ikke blænder de bagvedkørende. Det gælder også, når man kører ind i et tættere bebygget område, siger vagtchefen. 


Nyhedsoverblik