Politidirektør: Afvisning af anmeldelse var en fejl

Foto: TV ØST

Politiet erkender nu, at det var en fejl, da den konservative ungdomspolitiker Nikita Klæstrup tirsdag blev afvist, da hun forsøgte at anmelde nogle trusler.

Det var en fejl, da Nikita Klæstrup i går tirsdag blev afvist, da hun hun ville anmelde en sag om trusler. Nikita Klæstrup er næstformand i Konservativ Ungdom Lolland-Falster, og det er et debatindlæg i søndagens udgave af Berlingske, der har ført til ubehagelige beskeder på hendes Facebookprofil.

Flere skriver, at de håber, hun må dø og kalder hende diverse skældsord, men i går var beskeden fra politiet i Vordingborg, at den slags gik under bagatelgrænsen, og at man derfor ikke ville modtage en anmeldelse.

Det er imidlertid en fejl, lyder det nu fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Vanskelig vurdering

Nikita Klæstrup blev onsdag morgen ringet op af sektionsleder Arne Holdensen fra politiet. Han inviterede Nikita Klæstrup ned på politistationen igen, og denne gang vil der blive optaget anmeldelse på sagen.

- Vurderingen af, om de omhandlede indlæg har en sådan karakter, at de kan straffes efter straffeloven, er ganske vanskelig. Derfor skal vurderingen foretages af juristerne i anklagemyndigheden. Vi har i dag modtaget anmeldelsen med henblik på at foretage en vurdering af, om indlæggene udgør en overtrædelse af straffeloven, lyder det fra politidirektør Lene Frank.

Nikita Klæstrup har tidligere onsdag udtalt til TV2 ØST, at hun er glad for politiets udmelding om at se på sagen igen. Hun håber, at sagen som minimum kan ende med en reprimande til dem, der har sendt de hadefulde beskeder til hende.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App