Politibetjent måtte springe for livet

En politbetjent måtte springe for livet, da en politipatrulje rutinemæssigt ville standse en bilist på Idagårdsvej i Slagelse natten til onsdag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Trods tydelige tegn fra ordensmagten var bilisten ikke indstillet på at lade sig standse. Faktisk forsøgte han helt bevidst at påkøre politimanden. Det skriver Sjællandske.

Efter den dramatiske hændelse stak bilisten af, men blev skarpt forfulgt af politiet. Da bilisten nåede til Gerlev, kørte han galt og forsøgte herefter at undslippe til fods. Men politiet havde forinden sikret sig opbakning fra en hundepatrulje, som fik løbet manden op. Han blev anholdt og blev onsdag eftermiddag fremstillet i retten i Næstved - bl.a. sigtet for at bringe en politimands liv i fare.

Ved retsmødet i Næstved kom det frem, at den 29-årige mand fra Nyborg er et endog særdeles kendt ansigt hos politiet. Faktisk har han ikke færre end 17 tidligere sigtelser - samt otte domme, der spænder fra diverse færdselsforeteelser til brugstyveri, narkobesiddelse, vold og trusler, besiddelse af tyvekoster samt dokumentfalsk og hæleri. Han har enddog tidligere kørt ind i en politiafspærring og påstået, at det var politiet, der kørte ind i ham.

I retten forklarede han ifølge Sjællandske, at han faktisk prøvede at undgå at påkøre politiet. Politifolkene forklarede derimod, at de så bilen køre med manglende lys, og at de derfor ville standse bilen. Betjenten steg ud og lyste på sig selv med en lommelygte, hvorefter manden satte farten ned til ca. 30 kilometer i timen og gjorde mine til at standse. Men pludselig gassede han op og forsvandt med hjulspin.

- Jeg kunne mærke suset fra bilen, da jeg kastede mig til siden, forklarede den ene politibetjent i retten.

Den 29-årige vaneforbryder, der i retten bestemt ikke virkede som "den skarpeste kniv i skuffen", blev sidst løsladt i oktober 2007, men allerede i december fik han en ny dom. Alligevel blev han løsladt i går eftermiddag - trods anklagerens protester, idet dommeren ikke mente, der var beviser for, at han ville begå ny kriminalitet. Løsladelsen blev straks kæret, skriver Sjællandske.


Nyhedsoverblik