Politi undersøger stadig påsatte brande

Politiet gennemsøger mandag en hel række brandtomter efter fredagens stime af påsatte brande på Lolland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Teknikere fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi gennemgår mandag sammen med specialister fra København 4 huse, der fredag morgen blev sat i brand i Maribo-området på Lolland.

Selvom en mand fredag kortvarigt var arresteret, mistænkt for at stå bag brandene, så betragter politiet stadig sagen som åben.

- Vi lod manden gå, fordi vi ikke havde noget på ham. Så vi fortsætter nu efterforskningen, fortæller Boje Jørgensen fra Lokalpolitiet i Nakskov.

By skulle blive indendøre

Det var især den påsatte brand i Nørreballe, nordvest for Maribo, der skabte problemer.

Her var der brugt flamingo til isolering i den brændende bygning, og branden udsendte derfor giftig røg.

Det fik politiet til at udsende en beredskabsmeddelelse, der opfordrede folk til at blive indendøre i store dele af byen.

Efterforskes som personfarlig kriminalitet

Den anholdte er stadig sigtet i sagen. Dog nok mest på grund af en økonomisk tvist, som den sigtede har med ejeren af de ejendomme, der blev sat i brand.

Når brandundersøgelsen er færdig vil sagen blive overdraget til politiets afdeling for personfarlig kriminalitet, der vil tage sig af den videre efterforskning.


Nyhedsoverblik