Politi om forsvunden politiker: Vi er på bar bund

Foto: TV ØST

Tåge har igen i dag, onsdag, forhindret politiets helikopter i at søge efter den forsvundne politiker, Martin Leider Olsen (S). Han har været væk siden mandag.

Tåge holdt onsdag endnu engang politiets helikopter på jorden.

Dermed måtte Lokalpolitiet forsøge at finde andre måder, at finde Vordingborg Kommunes 2. viceborgmester, Martin Leider Olsen (S) på.

- Vi er i gang med at snakke med familie og venner for at prøve at klarlægge hans færden og hans humør, og om han kan være forsvundet frivilligt, eller om der er sket noget andet, siger politiassistent Peter Dehn fra lokalpolitiet i Vordingborg.

Politi på bar bund

Men indtil videre har politiet ikke haft held med de metoder:

- Selvfølgelig er det dybt frustrerende. Vi kan godt forstå, at de pårørende er bekymret, og vi vil gerne hjælpe dem, men vi har bare ingenting at gå efter lige nu, siger politiassistenten til TV2 ØST.

Læs også: 31-årig viceborgmester efterlyses

Den 31-årige Martin Leider Olsen (S) er ikke set siden mandag ved middagstid. Samme aften efterlyste politiet ham efter at have fået en henvendelse fra lokalpolitikerens familie:

- De havde været i kontakt med ham, og det gør, at de bliver bekymret, siger Peter Dehn.

Han lyder unormal, eller?

- Ja, jeg ved faktisk ikke helt, hvad det er, han har sagt, men moderens instinkt siger hende, der er noget galt, og hun bliver bekymret.

Uvist hvorfor Leider var på Falster

Tirsdag eftermiddag meddelte politiet, at Martin Leider Olsens hvide Peugeot 107 og hans mobiltelefon var fundet på Nordfalster.

Den holdt parkeret på en parkeringsplads ved en campingforretning tæt ved Storstrømsbroen, og mobiltelefonen lå slukket inde i bilen.

Er der noget, der indikerer, at han kan have haft et ærinde i det område?

- Det er der intet, der tyder på, så det er lidt et mysterium, vi stadig står åben overfor, siger politiassistent, Peter Dehn.

Politet frygter, at han kan være hoppet ud fra Storstrømsbroen i et selvmordsforsøg. Han har dog hverken efterladt et brev eller en note til familien om sådan en plan.

Politi: Ring, hvis I hører fra Martin

Så snart tågen letter, vil helikopteren komme i luften og søge efter Martin Leider Olsen (S), men politiet appellerer også til offentligheden om at melde sig, hvis nogen ved noget:

- Hvis man ser Martin eller hører fra Martin, så giv os et praj. Og vi opfordrer selvfølgelig Martin til at henvende sig til sin familie, som er meget bekymrede for ham, siger Peter Dehn fra Lokalpolitiet i Vordingborg.

Martin Leider Olsen (S) stillede op som Socialdemokraternes borgmesterkandidat ved kommunalvalget i november. Han arbejder til daglig som lærer på Vordingborg Gymnasium og HF.

01:25 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App