De i alt 60 mand med kontrolsteder 24 steder i Syd- og Vestsjælland høstede 130 sager, hvor det var færdselsloven, der blev overtrådt, og hvor der vanker bøder, og mere end 20 sager for SKAT, som blandt andet beslaglagde flere biler.
Aktionen, der ramte Vordingborg, Næstved, Faxe, Sorø og Slagelse Kommuner, foregik i et samarbejde mellem Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Midt- og Vestsjællands Politi og kollegerne fra Vestegnen.
Lederen af den sydsjællandske færdselsafdeling, Erik Mather, betegner resultatet som rigtig godt.
Blandt de mange færdsels-forseelser, der blev afsløret, var 55 bilister uden sikkerhedsseler, otte spritbilister, fire der kørte uden kørekort, fordi politiet havde taget dem, og 10 der aldrig havde ejet et kørekort. Plus alle dem, der talte i håndholdt mobiltelefon, mens de styrede, samt 13 borede knallerter, skriver Sjællandske og DAGBLADET Ringsted.