Drabssigtet rocker fængslet i isolation

Politiet bevogtede massivt retten, da en 21-årig mand onsdag blev fremstillet i grundlovsforhør. Manden blev fængslet i fire uger - heraf 14 dage i isolation.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere end 20 politifolk, heraf flere udstyret med maskinpistoler, tog sig onsdag eftermiddag af sikkerheden, da en 21-årig mand med tilknytning til rockergruppen Bandidos blev fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Næstved. Blandt andet havde en bevæbnet politimand taget opstilling nedenfor vinduet til retssalen.

Den 21-årige mand blev anholdt i forbindelse med en række afhøringer i vores region tidligt onsdag morgen. Manden er sigtet for drabet på Edin Fakic i Næstved forrige år. Drabet fandt sted som led i et større bandeopgør i byen.

Politiet har ud over drabet sigtet manden for våbenbesiddelse. Angiveligt kan drabsvåbenet forbindes til den sigtede.

Rockervenner mødte op i retten

Den 21-årige mand blev varetægtsfængslet ved retsmødet. 

Også en større gruppe sympatisører mødte op i retten, og nåede angiveligt også at give den sigtede et high five, før dommeren valgte at lukke dørene til retten af hensyn til efterforskningen.

Det fortæller TV ØSTs reporter Tine Rock, der var til stede i retten.

- Den drabssigtede mand er kronraget, og har flere tatoveringer. Han forholdt sig roligt i retten, da sigtelsen blev læst op, fortæller hun. Den unge mand nægtede sig skyldig i sigtelsen.

Blev varetægtsfængslet i fire uger

På trods af, at den unge mand nægtede sig skyldig i sagen, så valgte dommeren dog at se mere på politiets beviser i sagen.

Det fortæller advokaturchefen for Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Jeanette Wincentz Andersen, til TV ØST.

- Han blev varetægtsfængslet i fire uger - heraf to i isolation, oplyser hun.

En ung kvinde, der også blev anholdt onsdag morgen, kan se frem til at blive løsladt indenfor kort tid.


Nyhedsoverblik