Pokal-drømmene lever i Næstved

Næstved slog onsdag aften SAS liga-holdet AC Horsens i Landpokalturneringen i fodbold. Både Lolland Falster Alliancen og Holbæk røg ud.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På en forrygende 1. halvleg sikrede Næstved sig onsdag aften en sejr over AC Horsens, som ellers har fået en god start på sæsonen i landets bedste fodboldrække.

Næstved havde fordel af hjemmebane i pokalopgøret, som blev en målrig affære. På 45 hæsblæsende minutter bragte Næstved sig komfortabelt foran. Først scorede Brian Rasmussen, og derefter lynede Karsten Jensen to gange til en pause-føring på 3-0 til de grønblusede.

I 2. halvleg kom jyderne bedre med i kampen, og de fik blod på tanden, da den hurtige brasilianer Gilberto Macena reducerede efter en times spil. Bare otte minutter senere blev spændingen intensiveret, da Niels Lodberg scorede til 3-2.

Tættere kom AC Horsens dog ikke, og så kunne Næstved fejre, at de er videre til næste runde. Dermed er de med i bovlen, når der i dag kl. 12.00 bliver trukket lod til fjerde runde.

Desværre bliver fjerde runde uden Lolland Falster Alliancen og Holbæk. Begge hold måtte i aftes se sig besejret på udebane. Lolland Falster Alliancen tabte med hele 7-3 i Varde, mens Holbæk tabte knebent til SønderjyskE med 1-0.  


Nyhedsoverblik