Pinsegudstjeneste med duer og spejderklokke

Foto: TV ØST

Duer blev sluppet løs, og et nyt klokketårn lavet af lokale spejdere blev taget i brug ved årets pinsegudstjeneste i Boesdal Kalkbrud på Stevns 2. pinsedag.

Omkring 300 personer var mødt op, da der mandag var pinsegudstjeneste i Boesdal Kalkbrud på Stevns. Og der var masser både at se og høre på under friluftsgudstjenesten, som i år indehold blandt andet duer og et nyt klokketårn.

Det er kirkerne i Tryggevælde Provsti, som står for arrangementet 2. Pinsedag, og i år var det Marie Rørbæk fra Haslev, der var valgt til årets prædikant.

- Jeg vil tale om Helligånden, som formidler af kærligheden både mellem mennesker og mellem Gud og mennesker. Jeg vil forsøge at prædike til både børn og voksne. Jeg kan godt røbe, at midt i min prædiken vil jeg sende levende, hvide duer af sted som billede på Helligåndens komme, som vi fejrer i pinsen. Pinsen er nemlig ikke bare kirkens fødselsdag, det er også her, at kirken kommer ud til alle mennesker, så alle kan forstå, at Gud er os nær med sin Ånd, lød det fra Marie Rørbæk før den store dag.

Med hjælp fra kor fra hele området

Mange mennesker har været i gang op til 2. Pinsedag for at gøre gudstjenesten helt speciel. Musik stod organist Niels Andersson fra Valløby og St. Tårnby for med hjælp fra børne- og voksenkor fra alle sogne og så Vodskov Kirkes Pigekor, da de er på besøg i Roholte i pinsen.

- Det var helt naturligt at invitere dem med, da pinsen og fejring af Helligåndens komme jo netop handler om at være fælles, siger Niels Anderson, som også må medgive, at der skal noget til for at spille til så stort et arrangement.

- Det er en stor opgave at spille for så mange mennesker og kordinere musikken, men det er også en sjov opgave, hvor vi organister fra hele provstiet mødes og arbejder sammen. I år fik vi igen hjælp af Morten Dreyer Nielsen på saxofon, Bjarne Christensen på bas og Martin Karlsen på trommer. De to sidste spiller til dagligt med Sigurd Barrett, siger Niels Andersson.

Spejdere bag nyt klokketårn
 
For første gang var spejdere fra Valdemar Distrikt med til pinsegudstjeneste i Boesdal Kalkbrud. Karisespejderne havde lavet et nyt, flot klokketårn, som ringede gudstjenesten igang, og med duer, som efterfølgende blev sluppet fri, blev friluftsgudstjenesten en både anderledes, smuk og helt særlig en af slagsen. 

Overskuddet fra årets pinsegudstjeneste går til Asylcentret i Sigerslev.

Her kan du se video fra gudstjenesten:

01:20 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App