60-årig mand indebrændte i bil på motorvej

En bil brød onsdag aften i brand på E20 Vestmotorvejen i østgående retning mellem Sorø og Ringsted. En 60-årig mand fra Nordsjælland mistede livet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Onsdag aften brændte en 60-årig mand fra Nordsjælland inde i sin bil på E20 Vestmotorvejen i østgående retning mellem Sorø og Ringsted.

- Jeg kan bekræfte, at en person er omkommet i branden, og vi har her for lidt siden underrettet de pårørende, siger Stefan Jensen, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Politiet kender ikke årsagen til, hvorfor bilen brød i brand, men en bilinspektør er i øjeblikket på uheldsstedet for at undersøge omstændighederne nærmere.

- Det eneste vi ved er, at der ikke har været andre biler involveret, men om han mister herredømmet og påkører autoværnet, eller om det skyldes noget andet, det er lige nu uvist, siger Stefan Jensen.

Sporet i østgående retning fra frakørsel 37 Sorø blev spærret for al trafik efter ulykken, men blev genåbnet igen omkring klokken 20.30.

Opdateret klokken 22.00.


Nyhedsoverblik