Det har været en lang vinter, men i dag startede Skralderne fra Haslev igen op med indsamling af skrald fra Haslevs indfaldsveje.
- Cigaretpakker, dåser og flasker. Det er nok det, vi finder mest af, siger Gudmund Godske, som har været medlem af Skralderne i et år.
Pensionisterne mødes hver torsdag kl. 9.30 til morgenbrød, som kommunen betaler. Herefter står den på hårdt arbejde i et par timer, inden gevinsten bliver afleveret i en container på kommunens materialeplads.
I dag gik Skralderne tre kilometer og udbyttet var 25 stopfyldte skraldesække, et stort stykke jern og en hjulkapsel.