Passagerer frustrerede over DSB

En køreledning på skinnerne ved Viby Sj. skabte store forsinkelser mellem Roskilde og Ringsted. Strandede passagerer fortæller om elendig behandling fra DSB.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Alt for få busser og stort set ingen eller direkte vildledende information. Sådan oplever passagerer serviceniveauet fra DSB, efter en køreledning endnu engang blokerede togdriften på Sjælland lørdag aften.

Blandt dem var Ole Stuhr Hansens 17-årige datter Anine, der er strandet på Ringsted Station.

- På stationens skilte kan hun læse, at der snart går et tog til København. Det var først, da hun ringede til os, at hun fik at vide, at togdriften tidligst genoptages ved midnat, fortæller Ole Stuhr Hansen, der flere gange i løbet af aftenen har været i telefonisk kontakt med datteren.

Togdriften er spærret fra Ringsted til Roskilde og det blokerer også for passagerer som rejser med fjerntogene mellem Jylland og København.

De første af DSB's 14 busser er nået frem til stationerne, men der er langt fra busser nok til at transportere de mange
passagerer:

- Hun fortæller, at der står en mand med barnevogn, som slet ikke kan komme med i mylderet. Der et intet personale til at holde orden, og folk har ikke tålmodighed til at stå i kø og lade dem med små børn komme med først, siger Ole Stuhr Hansen.

Også på Roskilde Station var omkring 200 rejsende fanget i to en halv time, før busser nåede frem. Ifølge Ritzaus oplysninger måtte passagererne også her vente længe uden at få information om, hvornår de kunne komme videre.

DSB erkender, at mange passagerer måtte vente i timevis.

- Vi skal være de første til at beklage, at der går tid, før busserne kan nå frem. Vi gør, hvad vi kan, og vi har bestilt busser helt ovre fra Fyn, lyder det fra DSB's kommunikationsafdeling.

Ifølge DSB blev de første busser bestilt umiddelbart efter, at det stod klart, at køreledningen var faldet ned ved Viby Sjælland.

Passagererne kan ifølge DSB bruge rejsegarantien til at få refunderet deres billetter.

Uheldet betyder, at Intercitytog ikke kører fra København til Roskilde. DSB opfordrer derfor passagerer til at tage regionaltog mod Kalundborg eller Næstved og stå af i Roskilde, hvor de forhåbentligt kan tage en bus.
/ritzau/


Nyhedsoverblik