Papir på blodprøver forsvinder

Fire regioner er på vej med et elektronisk system, der helt vil afskaffe papir til rekvisitioner til blodprøver.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En seddel, der har forputtet sig nederst i tasken. Eller måske har du helt glemt den, eller den er blevet så krøllet, at stregkoden ikke kan læses.

Fremover vil det ikke være et problem, når det gælder blodprøver.

Blodprøverekvisitioner i papirform er på vej af det danske sundhedssystem. I stedet skal alle rekvisitioner om blodprøver nu sendes elektronisk.

- Patienterne vil opleve det samme, som da recepterne blev elektroniske: Man får ikke længere et papir med fra lægen om blodprøver, til gengæld ligger det elektronisk. Det betyder, at du kan gå til sygehuset derhjemme eller ved sommerhuset eller et helt tredje sted, og så har de adgang til de samme informationer, forklarer projektleder i Region Midtjylland, Niels Jørgen Christensen.

Region Midtjylland og Region Nordjylland er de første af de fem danske regioner, der helt dropper papiret i denne måned. Til sommer følger Region Syddanmark og Region Sjælland.

Når papiret forsvinder fra blodprøverne, er der også penge at hente for regionerne. Den danske sundhedsdatavirksomhed MedCom har anslået, at der er 455.000 kroner årligt at hente på landsbasis.

- Men det er jo kun på papiret. Forhåbentlig vil det også føles lettere og smidigere både for personale og patienter, siger Niels Jørgen Christensen.

Alle blodprøverekvisitioner i de fire regioner kan fremover sendes elektronisk via en national rekvisitionsserver - det såkaldte nationale rekvisitionshotel - mellem praktiserende læger og hospitaler eller mellem hospitaler.

Indtil videre står Region Hovedstaden dog uden for projektet.


Nyhedsoverblik