Pædagoger udrustes til at klare skolereformen

Slagelse Kommune har taget hul på et uddannelsesforløb, der skal gøre SFO-pædagogerne bedre rustet til arbejdet i skoleklasserne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Siden folkeskolereformen gjorde sit indtog for et år siden, har der været meget debat om den nye måde at gå i skole på. Men også pædagogerne, der i høj grad har fået nye og langt mere læringsorienterede opgaver har været frustrerede. Det gør de nu noget ved i Slagelse. I disse dage tager 200 SFO-pædagoger i Kommunen nemlig hul på et uddannelsesforløb, der skal ruste dem bedre til opgaven.

En af dem, der havde første kursus-dag i dag er Majbrit Pedersen, der er pædagog på Søndermarksskolen i Slagelse. Og hun er en af dem, der har været frustreret over ikke at have de rigtige værktøjer til at håndtere skoleklasserne på egen hånd.

- Det, der fylder ret meget for mig lige nu, det er det der med at få ro i klassen, og ligesom få samling på det og så at vi kan få lavet de ting, som jeg nu får forberedt til. For det der med at få ro, det er altså noget, der virkelig tager lang tid, siger hun.

Og hun er langt fra den eneste, der har glædet sig til at komme på kursus.

- Det vi har hørt ude fra skolerne, det er at der er pædagoger, som synes, det har været en ordentlig mundfuld at skulle stå alene med børnene derude. Selv tilrettelægge den understøttende undervisning, og de har manglet, de har efterspurgt at have nogle kompetencer til at klare den opgave, og det er så det vi prøver med det her uddannelsesforløb, siger Per Kensø, der er uddannelseschef i Slagelse Kommune.

Uddannelsesforløbet varer i omkring et halvt år, og fordeler sig på 5 kursusdage. På den måde kan pædagogerne løbende afprøve de ting de lærer i hverdagen.


Nyhedsoverblik