Overvægtige børn kan få normalt blodtryk

Foto: TV ØST

Ny forskning fra Holbæk Sygehus viser, at svært overvægtige børn kan blive fri for varige skader på kredsløbet, hvis der sættes ind i tide.

Det er kendt viden, at overvægtige børn ofte bliver overvægtige voksne med øget risiko for hjerte- og kredsløbssygdomme. Men ny forskning fra Holbæk Sygehus viser, at børnenes kredsløb og hovedpulsåre ikke har taget varig skade, så der er god grund til at sætte ind i tide.

Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

Overvægt skal stoppes i tide

Sådan lyder konklusionen i et ph.d. projekt, Kristian Nebelin Hvidt fra Kardiologisk afsnit på Holbæk Sygehus netop har færdiggjort:

- Vi havde faktisk forventet, at de meget overvægtige børn ville have alvorlige skader på deres kredsløb som for eksempel meget stive pulsårer, siger han og forklarer, at en sådan stivhed af kroppens hovedpulsåre hos voksne er forbundet med øget risiko for blodpropper.

- Det betyder, at hvis børnene taber sig i tide, vil de som voksne have samme lave risiko for hjertekredsløbssygdom som dem, der aldrig var overvægtige. Derfor giver det rigtig god mening at sætte ind mod børns overvægt i tide, siger han.

Åbent forsvar

Der er tidligere forsket i sammenhængen mellem blodtryk, pulsårernes stivhed og risikoen for hjerte- og kredsløbssygdomme senere i livet hos voksne, men det er første gang, forholdene hos overvægtige børn er undersøgt så grundigt.

Forskningsprojektet dokumenterer også, at der er sammenhæng mellem blodtrykket, når det måles henover døgnet, og vægten på den måde, at døgnblodtrykket falder hos børn, der taber sig, mens det omvendt stiger, hvis det svært overvægtige barn tager på. 100 svært overvægtige børn og 50 ”kontrolbørn” har deltaget i undersøgelsen.

Torsdag den 1. maj klokken 14 forsvarer læge Kristian Nebelin Hvidt sin ph.d.-afhandling i Auditoriet på Holbæk Sygehus. Der er åbent for alle interesserede.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App