Overlæge: Nytåret koster regionen to øjne

To alvorlige øjenskader sætter sit præg på nytåret. Den ene ulykke kunne nok være undgået, hvis der var brugt beskyttelsesbriller.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fyrværkeri-ulykker kommer efter alt at dømme til at koste to personer synet på det ene øje ved årsskiftet 2015/2016.

Det oplyser overlæge Ditte Erngaard fra Øjenafdelingen på Næstved Sygehus.

- Vi har to alvorlige skader. Den ene skete allerede natten til nytårsaftensdag, hvor en raket eksploderede mellem hænderne på en ung mand og ramte øjet. Vi redder selve øjet, men synet på det er gået tabt, siger Ditte Erngaard.

Hun fortæller, at manden ikke bar sikkerhedsbriller, da ulykken ramte.

- Det var en meget alvorlig øjenskade. Det havde det nok ikke været med sikkerhedsbriller, siger hun.

Behandles i København

Også en anden øjenskade ser ud til at koste en mand synet.

Han blev bragt til behandling i Region Hovedstaden, men her er et par briller blevet knust, og de knuste brilleglas har derefter ramt ind i øjet på manden.

- Jeg har set scanningsbilleder, og det ser meget skidt ud for synet. Jeg ved ikke, om de kan redde mandens øje, men synet på øjet er i hvert fald tabt, siger Ditte Erngaard.

Hendes afdeling skal her til formiddag foretage endnu en operation i et øje, men det skyldes en faldulykke i forbindelse med festlighederne og ikke et fyrværkeri. Her menes både syn og øje i øvrigt at kunne reddes.

Ditte Erngaard kan ikke gå i detaljer med ulykkerne, eller fortælle nærmere om de ramte personer. De er dog alle mænd, oplyser hun.


Nyhedsoverblik