- Der har ikke været lignende episoder, men har vi sådan én mand i området, så skal vi have fat i ham, siger Hugo Larsen, vicepolitikommissær ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Den otteårige pige forlod om morgenen sit hjem på Fuglebakken for at gå den korte tur ned til Ruds Vedby Skole.
En gråsort varebil fulgte efter hende, og på Ternevej sprang en mand ud og forsøgte at få pigen ind i varebilen.
Manden greb så hårdt fat om pigen, at det gjorde ondt på hende, mens han angiveligt sagde »kom her din tøs« på dansk med udenlandsk accent. Pigen skreg og fik vristet sig fri, hvorefter hun løb hen på skolen, skriver DAGBLADET Ringsted.
Signalementet lyder på, at manden er mellem 30 og 35 år gammel. Han er spinkel og ranglet, mellem 190 og 195 centimeter høj, og så har han grå-blå øjne. Han havde en sort jakke, sorte bukser og en elefanthue på. Og så talte han dansk med udenlandsk accent.
Hugo Larsen fortæller, at hændelsen fandt sted mellem kl. 8 og 8.15.
Politiet opfordrer folk til at henvende sig til politiet på 114, hvis de har set noget, som politiet kan bruge til at fange manden.