Hele tirsdagen har et stort opbud af betjente og kriminalteknikere været i gang på en landejendom i den lille landsby Ottestrup øst for Slagelse.
I formiddags blev ejendommen først gennemsøgt af den sværtbevæbnede indsatsstyrke, og også fire salatfade og en ambulance holdt klar. Derefter har mere end 30 betjente og adskillige hundepatruljer gennemsøgt ejendommen.
Få oplysninger sluppet ud
Otte er anholdt, hvoraf de to er løsladt igen. Resten vil blive afhørt i løbet af aftenen og i morgen. Ud over at politiet har fået et tip, så er det sparsomt med oplysninger.
- Helt konkret hvad de er anholdt for vil jeg ikke komme ind på. Men vi har fundet noget, der gør, at vi i hvert fald er nødt til at afhøre de anholdte i løbet af aftenen, siger vicepolitikommissær Ove Groth fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.
Stor aktion skyldes stor ejendom
Ove Groth forklarer det store politiopbud med at ejendommen er så stor, at opgaven krævede ekstra mandskab.
- Hvis vi havde været fire mand, så havde det taget flere dage. Derfor er vi rykket ind med en styrke, så vi kunne få det gjort i løbet af dagen.
Er det så den eneste grund til, at I var så mange?
- Det er i hvert fald den primære grund.
Først i morgen vil nogle af de anholdte eventuelt blive fremstillet i grundlovsforhør.