Ordblind pige får medhold fra Klagenævnet

Foto: TV ØST

Holbæk Kommune skal sørge for at finde et passende skoletilbud til ordblinde Sara Marqvorsen fra Vipperød. Det slår Klagenævnet nu fast.

Holbæk Kommune skal finde en bedre løsning til ordblinde Sara Marqvorsen fra Vipperød, som ikke kan følge med i undervisningen i en almindelig folkeskole. Det slår Klagenævnet i dag fast.

På TV ØST har vi tidligere fortalt om Sara Marqvorsen, som går i en almindelig 7. klasse, selvom hun har store vanskeligheder ved at følge med i undervisningen, fordi hun er ordblind. Samtidig kunne Sara Marqvorsens forældre se, hvordan Sara Marqvorsens tvillingebror, som også er ordblind, gjorde store fremskridt, fordi han, i stedet for at gå i en almindelig folkeskole, var blevet visiteret til ordblindeinstituttet i Ballerup.

Nægtet adgang

 Da forældrene forsøgte at få deres datter ind på ordblindeinstituttet, fik de afslag med den begrundelse, at Holbæk Kommune mente, at Sara Marqvorsen godt kunne klare sig i en almindelig folkeskole.

Den beslutning klagede forældrene over til Klagenævnet for Specialundervisning, at det er den klage, som de i dag har fået medhold i.

- Vi er meget lettede over afgørelsen, men samtidig er vi rasende over, at Sara skulle gå gennem alt det her. Vi håber, at Holbæk Kommune får øjnene op for, at der er andre som Sara, der har brug for hjælp, og at denne her afgørelse kommer til at danne præcedens, siger Hanne Marqvorsen til TV ØST.  

I afgørelsen skriver Klagenævnet blandt andet, at de ændrer Holbæk Kommunes afgørelse om at sende Sara Marqvorsen i en almindelig folkeskole, og at kommunen skal tilbyde Sara Marqvorsen er specialundervisningsforløb som f.eks. en specialklasse eller en specialskole.

Selvom Sara Marqvorsen går i 7. klasse, så læser hun som en i 3. klasse og staver som en i 2. klasse. Holbæk Kommune skal nu tage stilling til, hvorvidt Sara Marqvorsen kan komme på ordblindeinstituttet eller ej.   

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App