OPTAKT: Dramatisk sæson i vente for Svebølle

2. division tegner til at blive yderst spændende i år. En ny DBU-beslutning betyder, at hele 5 hold rykker ned. Her kan du se, hvordan Svebølles chancer spås.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Svebølles eneste mål den kommende sæson er overlevelse. 2. division skal skæres kraftigt ned. 5 hold rykker direkte ud af divisionerne. De 2 seneste sæsoner er Svebølle netop sluttet 5. sidst i tabellen. Eller sagt på anden måde: Svebølle har de seneste 2 sæsoner hentet henholdsvis 31 og 32 points. I den kommende sæson skal der formentlig hentes 37-38 point for at forlænge opholdet i 2. division.

Træner Erdogan Aslan har mistet 2 stamspillere. Lars Emil Juel Andersen er nu en del af startopstillingen på Brønshøjs 1. divisionshold. Desuden er det en svækkelse af defensiven, at Mathias Bukhave har valgt at skifte til Avarta. Det gør Svebølle sårbare for skader defensivt.

Markante forstærkninger

Til gengæld er Svebølles forstærkninger markante. Det er opsigtsvækkende, at den tidligere Brøndby-spiller Franck Semou er hentet til klubben. Hans cv er imponerende med 28 superligakampe for Brøndby og 22 ungdomslandskampe, senest for under 2 år siden på U20-landsholdet.

22-årige Semou går for at være en stor, aggressiv midtbanespiller, der er eminent i presspillet. Desuden forstærker også den 23-årige kantspiller Mohammed Ashiri start-11´eren. Han kommer tilbage til Svebølle efter 2 sæsoner i Holbæk.

Idealopstilling (4-2-3-1):

De 3 største profiler markeret med fed skrift.

  • Nicky Jensen (målmand)
  • Arman Mehakovic
  • Villads Bache
  • Kasper Schultz
  • Alaxander Dige
  • Franck Semou
  • Andreas Marcher
  • Cagri Erdem
  • Saban Özdogan, anfører
  • Mohammed Ashiri
  • Mohammed Ali

Målsætning: Top 8-9

Det spår de om Svebølle:

Cheftræner Stefan Håkansson, Holbæk: Svebølle undgår nedrykning. Slutter nr. 7-8.

Sportschef Jan Jacobsen, Nykøbing FC: Svebølle rykker ned – men slutter ikke blandt de 3 sidste.

Cheftræner Mogens Krogh, Næstved: Svebølle rykker ned. Skader i defensiven kan koste.

Sportsredaktør Rasmus Birkerod, TV2 ØST: Svebølle undgår nedrykning og slutter nr. 9-10.

Træner Erdogan Aslan om de andre:

Holbæk: rykker ned

Nykøbing FC: slutter midt i 2. division, undgår nedrykning

Næstved: blandt de 2 bedste

Svebølle åbner sæsonen på hjemmebane søndag den 10. august klokken 13 mod B.93.

Spændende sæson i vente

2. division tegner til at blive den mest spændende i mange år. DBUs beslutning om at skære antallet af divisionshold drastisk ned betyder, at hele 5 hold rykker direkte ud og at selv pladsen som nummer 6. sidst kan sende holdet ud af divisionerne. Regionens 2. divisionshold Svebølle, Holbæk, Nykøbing FC og Næstved skal med andre ord spille sig mellem de 10 bedste for at kunne kalde sig divisionshold fremover.

Vi bringer i dagene før premieren på 2. division en kort status på regionens hold og deres udfordringer og muligheder. Vi giver vores bud på en idealopstilling, og vi har markeret klubbernes 3 største profiler med fed skrift. Derudover bringer vi trænernes samt vores bud, hvordan sæsonen kommer til at gå for regionens hold.

God sæson på stadion!

Sportsredaktionen på TV2 ØST

Her kan du se optakten fra de øvrige hold her i regionen:
Optakt: Holbæks unge på redningsmission
Optakt: Kontinuitet bliver Nykøbing FCs styrke
Optakt: Pres på Næstved Boldklub

Her kan du høre Rasmus Birkerod uddybe sine bud på P4 Sjælland.


Nyhedsoverblik