Oprydning på Sydmotorvejen vil vare længe endnu

Politiet venter, at oprydningen på Sydmotorvejen vil vare - i bedste fald - et stykke ind i formiddagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Trafikken bliver onsdag morgen ledt væk fra Sydmotorvejen, mens vejen bliver ryddet efter et dramatisk trafikuheld.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

Store kraner er sendt til stedet, hvor en lastbil ligger på tværs af kørebanerne, hvor der ud over kørebanen er spredt vraggods, og hvor autoværnet ligger ødelagt tilbage.

- Jeg tør simpelthen ikke gætte på, hvornår de er færdige med oprydningsarbejdet. Et forsigtigt bud kunne være i løbet af formiddagen, men hvis der er ting, der driller, så tager det længere tid, siger politiets vagtchef Anders Mikkelsen til TV ØST.

Uheldet skete oprindeligt som et sammenstød mellem 2 lastbiler, hvor en af lastbilerne kom i slinger og lagde sig på tværs af motorvejen. Den anden lastbil, som ifølge Anders Mikkelsen havde forårsaget uheldet, kørte videre, og stoppede først langt efter. Denne lastbil skal redningsberedskabet også håndtere, da den lækker store mængder olie på stedet.

Politiet har anholdt føreren af den lastbil, der var årsag til uheldet. Han er sigtet for spirituskørsel.

Politiet har onsdag eftermiddag meldt ud, at oprydningsarbejdet tidligst er færdigt klokken 16.


Nyhedsoverblik