Olieudslip under kontrol

Udslippet af omkring 500 liter fyringsolie i Majbølle Kanal ved Guldborgsund er nu under kontrol.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Beredskabet har med omkring 10 flydespærringer forsøgt at holde olien tilbage, så den ikke kunne slippe ud i Guldborgsund. Lørdag var det en forgæves kamp, da strømmen var for stærk og tvang olien under spærringerne og ud i det åbne vand.

Men søndag fortæller miljøvagten ved Lolland- og Guldborgsund Kommune, Torsten Jensen, at det nu ser ud til, at indsatsen har fået olien under kontrol.

- Olien holder sig nu indenfor spærringerne, og der slipper ikke længere noget ud i Guldborgsund. Samtidig trænger der heller ikke længere mere olie ud i kanalen.  Så det ser bedre ud i dag, fortæller Torsten Jensen.

Materiale, der i struktur minder lidt om æggebakker, er blevet lagt ud mellem flydespærrerne for at få suget olien op. Og beredskabet holder nu øje med, hvornår det er så gennemvædet, at det kan skovles væk.

- Den akutte del af indsatsen er ved at være slut. Det næste bliver at få taget fat på jordforureningen herude. Og det kan være en omfattende proces at få fjernet den forurenede jord - måske uger eller måneder - alt efter hvor omfattende, det viser sig at være, siger Torsten Jensen.

De 500 liter fyringsolie stammer fra en utæt tank på en ejendom i området.

Endnu har miljøvagten ikke set dyreliv, der er mærket af forureningen. Men det fulde omgang bliver først endeligt synligt om et par dage.


Nyhedsoverblik