Offer i Præstø-ulykke: Rart at få ansvaret placeret

En af eleverne fra bådulykken i Præstø Fjord glæder sig over, at landsretten stadfæster dom over forstander.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lundby Efterskoles forstander, Truels Truelsen, fik fredag stadfæstet en dom på 60 dages betinget fængsel for uagtsom legemsbeskadigelse.

Og det glæder Signe Dyhrberg Jensen, der var en af de 13 elever om bord på den dragebåd, der kæntrede i Præstø Fjord i februar 2011.

- Det er lidt svært, men jeg synes, at det var rart at få ansvaret placeret. Jeg er tilfreds nok. Jeg synes altid, at han har haft et ansvar, siger hun.

Nerveskadet i vandet

Signe Dyhrberg Jensen var en af de elever, der måtte reddes op af det to grader kolde vand.

Efterfølgende har hun været igennem et intenst genoptræningsforløb, der har gjort, at hun er kommet tilbage til et normalt liv. Rejsen har dog ikke været nem for den tidligere efterskoleelev.

- Jeg blev hentet ude på vandet. Jeg var lam i armene. Mine nerver var ødelagt, jeg kunne ikke gå, spise, drikke eller noget som helst. Jeg er glad for, at jeg har klaret det, siger hun.

13 elever og to lærere fra Lundby Efterskole var om bord på en dragebåd, der 11. februar 2011 kæntrede på Præstø Fjord. Flere elever var i livsfare og har i dag mén efter ulykken.

Den 44-årige lærer Michael Jørgensen mistede som den eneste livet.

/ritzau/

 

 

 


Nyhedsoverblik