Østarbejderne vender hjem

Antallet af østeuropæiske arbejdere i Danmark falder dramatisk, viser nye tal. De vil hellere være arbejdsløse hjemme hos familien, skriver B.T. tirsdag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tusindvis af Popowitz'er har vendt snuden hjem til Polen. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af østeuropæere, der søger om arbejdstilladelse i Danmark, styrtdykker. Det skriver B.T. tirsdag.

Antallet af polakker, der har søgt arbejdstilladelse i Danmark er således faldet fra 4.702 i andet halvår 2007 til 330 i samme periode i 2008. Noget lignende sker også for litauere, letter og slovakker.

- Det er fuldstændig korrekt, at antallet af østeuropæiske arbejdere i Danmark er faldet dramatisk. Spørger man direkte polakkerne, så fortæller de, at de hellere vil være ledige i Polen, hvor deres familie bor, end være uden job i Danmark. De kom kun til Danmark for at arbejde, siger Marie-Louise Knuppert, der er LO-sekretær for de østeuropæiske ansatte.

Det er ellers ikke mere end en uge siden, at LO og 3F lancerede den polske telefontjeneste »Halo Kolego«, hvor polske ansatte kan ringe ind med faglige spørgsmål.

Det er især den kraftigt stigende arbejdsløshed i dansk byggeri, der har fået polakker og litauere til at drage hjem til Krakow og Vilnius.

- Der er jo ingen ledige arbejdspladser i byggeriet, og de firmaer, som de leverede aviser for, har drejet nøglen om, siger Roman Miedzianogóra fra Polsk Oplysningsforbund i Danmark.

Godt halvdelen af de 20.000 østeuropæere, som arbejdede i Danmark sidste år, er ifølge branchekilder, som B.T. har talt med, rejst ud af Danmark igen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik