Økologisk svineproducent får fin fødevarepris

Det blev den økologiske svineproducent Jesper Adler fra Gelstrupgård ved Egebjerg i Odsherred, der fik overrakt Fødevareprisen 2015 fra Odsherred Kommunes Kultur og Folkeoplysningsudvalg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Svineavler Jesper Adler fik onsdag overrakt Fødevareprisen 2015 fra Odsherred Kommunes Kultur – og Folkeoplysningsudvalg for sit økologiske landbrug.

Odsherred Kommune forklarer, at Jesper Adler har fået prisen på grund af sine stærke holdninger til fødevareproduktion og for at engagere sig i lokalsamfundet.

- Du holder blandt andet åbent hus hen over året, inviterer skoleklasser inden for og er i det hele taget et fyrtårn for fødevareproduktionen i Odsherred, sagde borgmester Thomas Adelskov (S), som overrakte prisen bestående af en check på 10.000 kroner samt en buket blomster.

Prisen blev overrakt på Torvet i Nykøbing under efterårstemaet ”Smag på Odsherred.”

- Jeg ser prisen som et skulderklap og en anerkendelse af, at jeg arbejder i det spor, som dansk landbrug skal søge langt mere, for økologi vækster ganske meget i disse år og jeg er sikker på, at dyrevelfærd og sunde økologiske fødevarer vil vokse. Jeg håber, vores lokale restauranter en dag vil anvende lokale fødevarer i endnu mere udstrakt grad end i dag og skilte med det på menukortet, så man kan se, hvor maden kommer fra, sagde Jesper Adler blandt andet ved prismodtagelsen.

Gelstrupgård producerer 3000 grise om året og skal næste sommer levere 150 grise til Roskilde Festival. Hovedaftager er salgsselskabet Friland under Danish Crown.


Nyhedsoverblik