Nyt supersygehus, men hvor?

Der skal være ét supersygehus i Region Sjælland. Det slog Regionsrådet fast i går aftes. Der er bare en ting, der er uklart - politikerne kan ikke fortælle vælgerne, hvor det skal ligge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Region Sjælland har hidtil kæmpet hårdt imod regeringens ønske om kun ét supersygehus. Men i går vendtes stemningen pludselig. Nu bakker et flertal af Regionsråd-politikerne op om, at alle specialopgaver i fremtiden skal samles på et sygehus. Men først efter valget til Regionsrådet i november kan borgerne få at vide, hvor det skal ligge. Unfair for vælgerne, mener Knud Munksgaard, der er spidskandidat for de Radikale.

- De politiske partier må komme med nogle klare meldinger forud for valget om hvilke løsninger, de mener, er de rigtige. Men jeg er bange for, at der er mange, som netop ikke vil gøre det og siger, at det klarer vi efter valget, siger Knud Munksgaard.

Og vælgerne kunne da også godt tænke sig at få at vide, hvor supersygehuset kan ligge, inden de stemmer til november.

- Det er da lidt utrygt, når man ikke ved, hvem der stemmer hvad. Det ville være rart at vide, hvilken politiker, der går ind for hvad, og hvad der bliver besluttet, inden vi sætter krydset, siger Hanne Andersen fra Næstved.

Knud Munksgaard mener, at en plan for sygehusstrukturen skal være klar senest 1. september i år. Men et flertal i Regionsrådet, med blandt andet Venstre, Konservative, SF og Dansk Folkeparti, besluttede i går, at placeringen af et supersygehus først skal fastsættes med en undersøgelse efter valget.

- Nu skal man jo huske på, at der ikke er ret mange af os, der skal bruge et supersygehus, fordi et supersygehus er hvis, man er meget syg og skal bruge et speciale, siger Kirsten Devantier (V).

Hun mener derfor ikke, at der er noget problem i, at beslutningen om hvor supersygehuset skal ligge, først bliver taget efter valget.

Det nye supersygehus skal stå færdigt i 2020 og skal altså tage sig af ikke-akutte specialopgaver.


Nyhedsoverblik