Nyt politi redder 25-årig fra selvmord

Den nye organisation indenfor politiet var formentlig årsag til, at en ung kvinde blev forhindret i at begå selvmord nær Ringsted Station. Informationerne bliver hurtigere spredt i politikredsen.

Forbedret overblik takket være politireformen var sandsynligvis årsag til, at en 25-årig kvinde fra Herfølge i går blev reddet fra at tage livet af sig selv og formentlig også sit seks måneder gamle barn, skriver DAGBLADET Køge.

Den 25-årige kvinde forlod sit hjem i går omkring klokken 17 med sit seks måneder gamle barn. Fordi kvinden er psykisk svag, opstod der i hendes familie bekymring for, hvad hun kunne finde på, og politiet blev kontaktet kort efter bortgangen.

Tre timer senere omkring klokken 20 blev politiet i Ringsted kontaktet af et vidne, der havde set en ung kvinde med et lille barn omkring jernbanen i Ringsted. Politiet lagde hurtigt to og to sammen, og sendte en patrulje ud til jernbanen, hvor kvinden med barnet blev tilbageholdt.

Politiet vurderer, at kvinden ville have begået selvmord på jernbaneskinnerne, og måske endda have tage barnet med sig i døden. Den 25-årige kvinde er nu indlagt på den psykiatriske institution Fjorden.

Politiet mener, at redningen af kvinden primært skete, fordi den nye politistruktur muliggør et bedre overblik over et større geografisk område.

- Nu dækker politikredsen over et større område, og derfor blev anmeldelsen af den forsvundne kvinde fra Herfølge hurtigt kædet sammen med fundet af kvinden i Ringsted, fortæller kommunkationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi Carsten Andersen.

- Var det sket for tre måneder siden, er det ikke sikkert, at politiet i Ringsted vidste, at der var forsvundet en psykisk svag kvinde fra sit hjem i Herfølge, da anmeldelsen indløb - og dermed er det ikke sikkert, at der var blevet reageret så hurtigt, fastslår Carsten Andersen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App