Nyt liv på havnen i Præstø

Det nye MadMarked i Præstø åbnede torsdag formiddag - og det blev ifølge ejeren godt modtaget.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lokalerne er de samme, konceptet er det samme og medarbejderne er næsten samme hold. Eneste nyt er, at navnet nu er Præstø Ny MadMarked og at man er et søsterselskab til Korsør MadMarked, der åbnede i november 2014. Som hidtil er de lokale varer i højsædet – og alle varer er økologiske. 

Præstø MadMarked åbnede oprindelig 1. maj 2013 og fik hurtigt etableret sig som spydspids ved at udbyde lokale rene råvarer til de lokale borgere på bæredygtig vis. Desværre fik selskabet, der stod bag, økonomiske problemer og det betød at butikkerne i Præstø og St. Heddinge lukkede i starten af januar. 

Læs også: MadMarked A/S på nye hænder efter konkurs 

Præstø Ny MadMarked er ejet af Kirsten og Peder Harboe, der også driver Korsør MadMarked og netop Peder Harboe er godt tilfreds med de første åbne timer. 

- Der har været besøg af en del glade kunder – og de har taget godt imod butikken. Og jeg er ikke i tvivl om, at det kan løbe rundt, fortæller han.

Torsdag aften serveres Torsdagsmiddag med en klassisk MadMarked menu på lokale råvarer.


Nyhedsoverblik