Nyt knivrøveri mod dagligvarebutik

Endnu en dagligvarebutik har været udsat for knivrøveri. Mandag aften gik det ud over Netto i Holbæk, hvor 2 personer truede sig til penge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mandag aften blev endnu en forretning udsat for knivrøveri. Det skete klokken 22.04 i Netto på Jernbanevej i Holbæk, og det lykkedes gerningsmændene at true sig til et kontantbeløb.

Røveriet blev begået af 2 personer og kommer i kølvandet på 2 måneder, hvor flere dagligvarebutikker har været udsat for lignende hændelser. Episoden i Holbæk er det 9. knivrøveri i det nordvestsjællandske siden 26. december sidste år, men ifølge politiet er det for tidligt at sige, om gårsdagens gerning i Holbæk kan kædes sammen med de øvrige.

Signalement går igen

Til gengæld lød det mandag aften i TV2 ØST fra politikommissær Otto Storm fra Midt- og Vestsjælllands Politi, at meget tyder på, at den samme røver står bag i hvert fald 7 af de seneste måneders røverier.

Læs også: Vestsjælland plaget af knivrøverier

- Signalement fra de forskellige gerningssteder går igen, og røveren bliver beskrevet som en yngre mand, omkring 20 år, og nogle steder bliver han beskrevet som lidt fedladen, og nogle steder kan man se på videoen, at han har meget tøj på. Han er lys i huden og dansk, og så har han typisk et tørklæde for ansigtet og hættetrøje eller hue på, sagde han i aftes.

Røverne fra Netto i Holbæk mandag aftes er beskrevet som:

A:

  • Mand
  • 175 til 180 centimeter høj
  • Iført sort kasket, hvid trøje med en sort hættetrøje inden under
  • Han havde en hvid maske for ansigtet, grågrønne army lignende bukser, sorte sko med hvid sål
  • Bevæbnet med kniv

B:

  • Mand
  • 175 til 180 centimeter høj
  • Iført en kasket med grå skygge, sort jakke med hætte, 2 hvide streger rundt om taljen og 2 hvide streger for enden af ærmet, blå cowboybukser
  • Bevæbnet med kniv

Her kan du se, hvor og hvornår røveren eller røverne har slået til:

  • 3. marts 2014 knivrøveri i Netto i Holbæk (2 gerningsmænd)
  • 1. marts 2014 knivrøveri i Super Brugsen i Jyderup
  • 25. februar 2014 knivrøveri i Dagli’ Brugsen i Snertinge (2 gerningsmænd)
  • 18. februar 2014 knivrøveri Min Købmand i Kirke Helsinge
  • 8. februar 2014 knivrøveri i Min Købmand i Kirke Helsinge
  • 17. januar 2014 knivrøveri i Dagli' Brugsen i Kundby ved Svinninge
  • 7. januar 2014 Netto i Gørlev
  • 2. januar 2014 knivrøveri i Aldi i Jyderup
  • 26. december 2013 knivrøveri i Fakta i Jyderup

 


Nyhedsoverblik