Nye regler: Borgere skal igen til computeren

I alt 476.000 borgere har fået lov til at slippe for at modtage digital post, Men nu slipper de ikke for andre digitale opgaver.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fra 1. december er det obligatorisk at søge alt fra boligstøtte og førtidspension til byggetilladelse og skilsmisse digitalt. Og ifølge loven om digital selvbetjening er de 476.000 borgere ikke fritaget. De er nemlig kun fritaget ifølge loven om digital post, skriver Politiken.

Især i vores region har mange borgere ellers ønsket at slippe for at blive en del af digitaliseringen. Guldborgsund- og Lolland Kommuner var to af de kommuner i landet, hvor flest sagde nej til at modtage deres post digitalt. Men snart kan de ikke længere ifølge reglerne undgå computeren.

I stedet må de ikke-digitale borgere for hver gang de skal melde flytning, have ændret boligstøtten eller søge om sociale ydelser igen overbevise deres kommune om, at de skal fritages fra at udføre digital selvbetjening.

Men det vil være meget forvirrende for borgerne, mener formand for foreningen for borgerservicechefer Jane Ussing.

- Det er rigtig slemt. Det bliver svært for os at forklare, at der er tale om to forskellige lovgivninger. Borgerne vil tro, at de allerede er fritaget, for de har jo allerede fortalt myndighederne, at de ikke magter digital post, siger Jane Ussing til Politiken.

For hver gang en borger skal søge om noget, skal Borgerservice i gang med en individuel vurdering af, om borgeren kan gøre det digitalt. Og flytter borgeren til en anden kommune, skal en del af fritagelserne for selvbetjening tages forfra.

Udbetaling Danmark er den centrale myndighed, som står for at tildele boligstøtte og en række andre sociale ydelser. Her erkender digitaliseringschef Anders Schmidt Hansen ifølge Politiken, at det vil stille større krav til Udbetaling Danmark, når de skal håndtere de mange borgere, der fra 1. december skal søge digitalt om ydelserne alt muligt.


Nyhedsoverblik