Ny trussel mod Lalandia

For anden gang på to dage er feriecentret Lalandia ramt af en bombetrussel. Lalandia er nu evakueret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Feriecentret Lalandia er lørdag aften blevet evakueret efter en bombetrussel. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Truslen indløb ifølge politiet klokken 17.35. Det er anden gang på to dage, at Lalandia rammes af en bombetrussel.

Der blev fundet en seddel med en bombetrussel i en restauration.

Også fredag afleverede en person et brev i en mellemgang mellem feriecentrets reception og en restaurant, hvori der stod, at der ville sprænge en bombe. Det samme er altså sket lørdag aften - kun med en lidt anden ordlyd.

- Der er ikke nogen, der ser den bliver lagt, men der er ikke nogen tvivl om, at den er blevet lagt i løbet af eftermiddagen, hvor der ikke har været nogen til stede, siger vagthavende hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Stefan Jensen, til Ritzau.

- I forbindelse med at restaurationen gør klar til aftenåbningen, bliver man opmærksom på den seddel, der ligger der, og den har selvfølgelig ikke ligget der tidligere, så havde man jo set den, siger han.

Lalandias gæster er nu evakueret, og politiet anslår, at det vil tage det meste af aftenen for bombehunde at gennemgå feriecentret.

I forbindelse med fredagens bombetrussel er det endnu ikke blevet opklaret, hvem der afleverede brevet. Men politiet er fortrøstningsfuldt i forhold til at finde frem til gerningsmanden, da der er videoovervågning i receptionen.

- Vi har kigget på det hele dagen, og vi er fortsat i gang med det. Og nu har vi så andre folk, der kigger på det fra i dag for at se, om der var noget sammenfald og for at se, om der er et eller andet, der lyser op, siger Stefan Jensen.

Den vagthavende mindes ikke, at der tidligere har været en lignende hændelse med to bombetrusler to dage i træk det samme sted.

/ritzau/

[video:videonode:229115] 


Nyhedsoverblik