Ny sygehusaftale skal hjælpe patienter

Danske Regioner og Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker har landet en toårig aftale.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Patienter kan se frem til bedre sammenhæng i deres behandlingsforløb med en ny toårig aftale, som er indgået mellem Danske Regioner og privathospitalernes brancheforening om det udvidede frie sygehusvalg og ret til hurtig udredning.

- Med aftalen skabes flere forløb til gavn for patienterne. Den sikrer en nemmere og bedre vej igennem et behandlingsforløb hos de private, siger Jens Stenbæk, næstformand for Danske Regioner i en pressemeddelelse.

Samtidig skal aftalen sikre, at regioner og privathospitaler sammen afsøger mulighederne for at gå nye veje i forhold til at understøtte kvaliteten i behandlingen.

Fra Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker (BPK) lyder det, at patienterne med aftalen kan få et trygt behandlingsforløb, som ikke er præget af ventetid.

- Samarbejdet mellem regioner og privathospitaler vil sikre hurtig behandling, uden at det kommer til at gå ud over regionernes pressede økonomi. Det kan alle parter og ikke mindst patienterne være rigtig godt tilfredse med, siger Bent Wulff Jakobsen, formand for BPK.

Patienterne vil ifølge BPK opleve mere sammenhængende forløb, fordi man med en række af delaftalerne sikrer, at de private hospitaler og klinikker står for forundersøgelse, operation, kontroller og varetagelse af mindre komplikationer i ét forløb.

På andre områder som for eksempel kræft eller ved rekonstruktion af bryster bliver forløbene tilpasset, så de bliver mere tidssvarende og sikrer højere kvalitet.

Aftalen skal derudover sikre, at produktivitetskravet på to procent, som regionerne mødes med fra statens side, også gælder privathospitalerne.

Derudover sikres regionerne en samlet besparelse på 0,3 procent i forhold til sidste år, hvor udgifterne til det udvidede frie sygehusvalg og ret til hurtig udredning beløb sig til 345 millioner kroner.

Aftalen træder i kraft 1. september.

/ritzau/


Nyhedsoverblik