Ny rektor for professionshøjskole fundet

Foto: TV ØST

1. maj skal en ny rektor afløse Ulla Koch på University College Sjælland, og det bliver en stærk profil, der kommer til at stå i spidsen for skolen, lyder det.

Det er en særdeles stærk profil, som skal stå i spidsen for professionshøjskolen University College Sjælland (UCSJ), når rektor Ulla Koch forlader posten 1. maj. Det skriver skolen i en pressemeddelelse.

Camilla Wang er 45 år og er oprindelig uddannet Cand.mag. i dansk og psykologi. Hun har de seneste fire år været dekan for Det Samfundsfaglige og Pædagogiske Fakultet på Professionshøjskolen Metropol.

Camilla Wang har tidligere været ansat i fem år i Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), senest som vicedirektør. Her var hun i en periode udlånt til Danmarks Pædagogiske Universitet, som projektleder for etableringen af DCU.

Stor erfaring på børneområdet

Den nye rektor for UCSJ har desuden et godt kendskab til de daglige udfordringer inden for for eksempel børneområdet, fra stillinger som sektionsleder i Roskilde Kommunes børne- og kulturforvaltning, og adjunkt på Holbæk Seminarium.

- Camilla Wang har alle de egenskaber, vi søgte i en ny rektor: Stor ledelseserfaring, faglig indsigt og et indgående kendskab til sektoren. Det er alle tre egenskaber, der skal til, hvis vi skal fastholde og udvikle det høje niveau, som UCSJ har fået opbygget som hjørnesten i Region Sjællands uddannelsestilbud, siger Hans Dige, formand for UCSL.

Afleverer stærk skole

Afgående rektor Ulla Koch har stået i spidsen for UCSJ, siden oprettelsen af professionshøjskolerne i 2008. I dag tilbyder UCSJ 10 grunduddannelser og en lang række efter- og videreuddannelser.

- Ulla Koch afleverer en stærk uddannelsesinstitution, med en fornuftig økonomi. UCSJ har også som den første professionshøjskole opnået at blive institutionsakkrediteret, og det er en blåstempling af det store kvalitetsarbejde, som hele institutionen har deltaget i. Så Camilla Wang får et stærkt udgangspunkt for sit arbejde som rektor for UCSJ, siger Hans Dige.

Fantastisk mulighed

Camilla Wang ser frem til at arbejde med at udvikle professionsuddannelserne i Region Sjælland, som har landets laveste uddannelsesfrekvens blandt unge.

- Jeg brænder for at udvikle UCSJ's position som fagligt kraftcenter i Region Sjælland i tæt samarbejde med bestyrelse, ledere, medarbejdere og studerende. Mit mål er at sikre gode uddannelsesmuligheder til alle regionens unge og bidrage til et uddannelsesløft også hos unge fra ikke-uddannelsesvante hjem. Samtidig er rektorstillingen ved UCSJ er en fantastisk mulighed for at præge fremtidens fagprofessionelle, så de kan løfte opgaver, der bliver stadigt mere komplekse og omgives af stadigt større forventninger fra både borgere og politikere, siger Camilla Wang.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App