Ny rekord i Præstø: 52 kugler fløde-is på en time

Claus Bournonville Olsen satte rekord i Præstø, da han i dag tyggede sig gennem hele 52 kugler flødeis på en time. Mød ham og vinderen af børnekonkurrencen her.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det handlede om at have is i maven på havnen i Præstø i dag.

- Man har en time til at spise så mange kugler is som overhovedet muligt, fortæller Randi Nielsen, som er indehaver af ishuset Det Kolde Hjørne og arrangør af den årlige isspisningskonkurrence i byen.

Der er konkurrence for både børn og voksne. Rekorden for de voksne var 48 kugler, og indehaveren af den var Claus Bournonville Olsen, men i dag slog han sin egen rekord.

- Nu er min rekord 52. Det er jeg selvfølgelig stolt af.

Claus Bournonville Olsen blev hårdt presset af Allan Løvgreen, som var ny deltager. Han kommer i øvrigt fra Ishøj - tyg lige lidt på dén! Allan Løvgreen spiste 50 kugler is.

Efter konkurrencen forklarede vinderen, hvordan det føles, når man har indtaget så meget flødeis.

- Man har det ikke særlig godt. Det er ikke for godt med for hurtige bevægelser, og man er helt lam i munden og føler ikke, man kan sige noget på grund af ens tunge.

Vinderen af børnenes konkurrence blev 10-årige Jens Albrechtsen, som var på besøg fra København. Han kom igennem 12 kugler og vandt 120 kroner, som han vil bruge til købet af en ny computer.

 


Nyhedsoverblik