Ny oversvømmelser efter nattens uvejr

Møn fik 29 mm regn. Beredskabsstyrelsen har sendt yderlige folk til et sommerhusområde i Ulvshale på Møn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Falck blev holdt vågen, da torden med mange lyn iblandet lokale skybrud rullede hen over det meste af landet i aften- og nattetimerne til lørdag. Men der er kun meldt om få ildebrande, og der var ingen alvorlige oversvømmelser, ligesom tidligere på sommeren.

-Vi har haft rigtigt travlt i nattetimerne og her til morgen, oplyser Falcks kommunikationsdirektør Louis Illum Honoré.

Det blev til 60 udrykninger til oversvømmelser især i kældre og 22 hjælpeaktioner til landmænd, som skulle have trukket deres høstmaskiner fri af mudrede marker.

På Møn har beredskabsstyrelsen sendt yderligere forstærkning ud for at pumpe vand væk fra et sommerhusområde ved Ulvshale. Her var i forvejen oversvømmet, men nattens regn har gjort situationen meget værre.

I Nykøbing Falster slog lynet ned i udhus, og der udbrød brand. Branden var dog ikke værre end at beboerne i huset selv kunne slukke den.

Omkring 6000 lyn blev det til i den østlige del af Sjælland, hvor der var flest af dem, oplyser vagtchef hos Danmarks Meteorologiske Institut, Michael Skelbæk.

Også Østfyn samt Nordjylland og Østjylland fik et fur af lyn, som var klinget af lørdag morgen.

Uvejret fulgtes af regn, der nogle steder gav lokale skybrud med 35 millimeter i Korup ved Odense, som fik mest. Møn fik 29 millimeter og i Skævinge og Høje Tåstrup på Sjælland faldt der 23 millimeter.

Imens var der vindstød på op til stormende kuling, blandt andet i Københavns Lufthavn.

-Det bliver en skyet dag, generelt med en blanding af regn og byger, siger DMI's vagtchef om resten af lørdagen.

 


Nyhedsoverblik