Ny kyststrækning ramt af forurening

Paraffinforureningen har nu spredt sig til Glænø og Bisserup. Fire mand fra Slagelse Kommune er gået i gang med at fjerne paraffinen med håndkraft.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Gullige klumper af størknet paraffin er skyllet ind på et seks kilometer langt kystareal ved Glænø og Bisserup.

Det skriver Sjællandske.

Paraffinforureningen blev første gang opdaget på strandene på det nordlige Falster forrige weekend. Siden har forureningen spredt sig til Vordingborg Havn, Bisserup og Glænø.

Paraffinen fjernes

Fire mand fra Slagelse kommune er gået i gang med at fjerne paraffinen med håndkraft.

- Vi regner med, at det tager en uge at rydde strandene fra Bisserup til Glænø. Vi tager lidt ad gangen, og så må vi ud og kigge, om vi har fået det hele med, når vi har været rundt første gang. Ganske enkelt for ikke at køre rundt med store maskiner, der pløjer det hele op, fortæller miljøsagsbehandler ved Slagelse Kommune Rune Jørgensen til Sjællandske.

Regningen for rengøringen vil blive sendt videre til Miljøstyrelsen.

Stammer fra skib i Østersøen

Paraffin er et stof, der af skibe bruges til at rense olietanken. Når stoffet har udført opgaven, udledes det, i mange tilfælde ganske lovligt, i havet. Her omdannes det til klumper ved kontakt med det kolde havvand. Og det er altså klumper af den slags, der i disse dage kan ses på kyststrækningen. 

Det menes at være et skib i Østersøen, der står for udledningen.

 


Nyhedsoverblik