Ny køreplan: Får dit tog nye tider?

Foto: TV ØST

Fra den 13. december kører togene efter en helt ny togplan. Her kan du se, hvad der betyder for din rejse. Der er blandt andet gode nyheder for rejsende fra Slagelse.

Hvis din morgenrutine indebærer, at du hver morgen sætter dig ind i et tog og pendler til arbejde, skal du fra 13. december måske ændre på rutinerne. DSB har nemlig lavet en helt ny køreplan for 2016, hvor de ifølge dem selv ”er startet helt forfra”. Men hvor store ændringer kommer der egentligt til at være her i regionen? Det kan du se her:

Flere forbindelser på Sydbanen

På turen, der kører over Sydsjælland mod sydhavsøerne, vil DSB have faste afgange for pendlere, der rejser mellem Roskilde og Nykøbing Falster. På den eksisterende køreplan kører togene en gang i timen, og tidspunktet ændrer sig flere gange i løbet af dagen.

Fra den 13. december vil der være to faste afgange i timen i retningen fra Roskilde mod Nykøbing Falster. De tider vil være de samme hele dagen. I den modsatte retning vil der også være to faste afgange. Rejsetiden vil være den samme på det ene tog og et kvarter kortere på den anden afgang.

Men på den samme strækning vil der modsat ikke være ændringer, hvis man f.eks. rejser fra København mod Næstved. Tiderne vil ændre sig, men antallet af afgange og rejsetiden vil være stort set uændrede eller længere.

Flere tog og bedre forbindelse mellem København H og Slagelse

De helt store vindere i den nye køreplan er pendlerne, der kører mellem hovedstaden og Slagelse. Her vil der blive indsat to ekstra lyntog om morgenen og tre gange om eftermiddagen. Derudover vil der blive indsat et regionaltog mellem Slagelse og Østerport hver time. På den nuværende togplan ændrer togtiderne sig flere gange i løbet af dagen, i den nye togplan vil der udover ekstra afgange være samme tider hele dagen i begge retninger.

Faste tider mellem Nykøbing Falster og Kalundborg

På rejsen på tværs af Sjælland fra Kalundborg mod Nykøbing Falster vil rejsetiden blive forkortet med omkring en halv time. Men antallet af afgange vil være de samme, og ruten vil stadig indebære minimum to skift. 

DSB har ellers udmeldt, at de vender den eksisterende køreplan på hovedet og starter helt forfra. Men ændringerne i Region Sjælland vil højst sandsynligt ikke få en så bemærkelsesværdig betydning for pendlerne i regionen, hvis man ikke bor i Slagelse. 

Se de nye tider hos DSB her.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App