Nummerplader og narkokørsel kommer i fokus

Midt- og Vestsjællands Politi har en ny strategi klar for 2014, og der bliver blandt andet sat ind over for nummerpladetyve og kørsel i påvirket tilstand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Midt- og Vestsjællands Politi har netop offentliggjort politikredsens strategi for 2014, og der kommer blandt andet fokus på tyverier af nummerplader.

Sidste år blev der stjålet 1.944 nummerplader alene i Midt- og Vestsjællands politikreds, og tyveri af nummerplader går ikke kun ud over bilejeren, skriver politiet i en pressemeddelelse.

- Det at få stjålet en nummerplade kan måske for den enkelte virke som en mindre betydelig ting, men udover, at det selvfølgelig er irriterende at få stjålet sine nummerplader, ved vi af erfaring, at de bliver benyttet til anden kriminalitet, som for eksempel indbrud, tyverier af benzin og i bandemiljøet.

- Vi skal derfor - sammen med borgerne - gøre det så svært som muligt for de kriminelle at stjæle nummerpladerne, og så skal vi have fat i dem, der kører rundt med de stjålne nummerplader og på den måde forhindre, at de når at begå anden kriminalitet, siger chefpolitiinspektør Sten Skovgaard Larsen.

Uacceptabelt at køre påvirket

Spiritus- og narkotikakørsel bliver også et af indsatsområderne i år. Begge dele er en alvorlig trussel mod færdselssikkerheden og er med til at skabe utryghed på vejene. 

- Det er helt uacceptabelt, at der stadig er en gruppe af vores borgere, der ikke kan finde ud af at lade bilen stå, når de har drukket eller indtaget narkotika. Hvert år er spiritus- og narkotikakørsel årsag til trafikulykker med alvorlig tilskadekomst eller tab af menneskeliv. Det er derfor et helt klart mål for os, at vi ved at sætte ekstra ind mod spiritus- og narkotikakørsel, vil forsøge at nedbringe antallet af alvorlige trafikulykker, siger Sten Skovgaard Larsen.

Projekt for udsatte unge

En af de opgaver, der er en fortsættelse af en eksisterende indsats, er politikredsens målrettede arbejde i de udsatte boligområder. Selvom udviklingen i områderne går den rigtige vej med mindre kriminalitet, vil der også i 2014 være behov for, at politiet yder en særlig indsats for at sikre, at beboere og andre, der færdes i områderne, kan føle sig stadigt mere trygge. Det skal projekt 'Hele vejen rundt' blandt andet hjælpe med.

- Med forskellige initiativer som bekymringssamtaler med udsatte unge, relationssamtaler, der skal skabe kontakt og relationer mellem familier og myndigheder, og rollemodelssamtaler vil vi forsøge at komme problemerne til livs fra flere forskellige vinkler og på den måde forhindre, at unge opsuges i bandemiljøet, lyder det fra chefpolitiinspektøren.

 


Nyhedsoverblik