Efter skifteretten: FCV er gået konkurs

05:10

Det var en grædende direktør, der forlod skifteretten i Næstved efter onsdagens møde, hvor det stod det klart, at FC Vestsjælland nu officielt er gået konkurs.

FC Vestsjælland er erklæret konkurs. Det står klart, efter at sagen blev behandlet i skifteretten onsdag eftermiddag.

Bestyrelsen begærede klubben konkurs 30. november. Siden har folkene bag forsøgt at samle penge sammen til overlevelse, men det lykkedes altså kun at skrabe omkring halvdelen sammen, og dermed er FCV fortid.

Selv om konkursen har truet i nogen tid, var det en meget påvirket direktør, Gert Hansen, der forlod Retten i Næstved. Han gik grædende væk fra stedet for at sunde sig oven på det faktum, at konkursen nu er en realitet.

Han har ikke nogen plan for, hvad han selv skal nu, men har bare måttet konstatere, at han ikke har været i stand til at diske op med en handleplan, der var stærk nok til at sikre FC Vestsjælland overlevelse.

Fra Superliga til Sjællandsserie

Dansk Boldspil-Union (DBU) har allerede fratrukket FC Vestsjælland seks point på grund af konkursbegæringen, og klubben er placeret på sidstepladsen i 1. division, skriver Ritzau.

Det er nu lig med nedrykning. Nu degraderes klubben yderligere to rækker, da konkursen er en realitet, og det betyder dermed et fald på i alt tre rækker og en plads i Sjællandsserien.

For bare et halvt år siden spillede Slagelse-klubben i Superligaen, men med nedrykningen led klubbens økonomi et alvorligt knæk.

Spillernes løn bliver nu udbetalt af Lønmodtagernes Garantifond.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App