Nu kan elbiler lades op på motorvejen

Et energiselskab har placeret 13 hurtigladere til elbiler på motorvejen mellem København og Aarhus og en på Farøbroerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Energiselskabet E. ON Danmark har placeret 13 hurtigladere til elbiler på motorvejen fra København til Aarhus samt ved Farøbroerne. Selskabet vandt Vejdirektoratets udbud og har siden sommer arbejdet, så hurtigladerne er klar til elbilerne i juletrafikken.

Der skal også placeres hurtigladere på andre motorveje. Vejdirektoratet har prækvalificeret E. ON samt Clever til at placere og drive hurtigladere langs de sønder- og nordjyske motorveje samt på dele af motorvejene på Sjælland og Fyn.

Skal være nemt og bekvemt

Hurtigladerne blev mandag indviet af transportminister Magnus Heunicke (S) og klimaminister Rasmus Helveg Petersen (R) ved Tuelsø Nord ved Sorø.

- De nye hurtigladere langs motorvejen er en vigtig forbedring af vilkårene for elbiler herhjemme. Vi ved fra tidligere undersøgelser, at folk gerne vil køre i elbiler, hvis de kan lade op nemt og bekvemt, siger Magnus Heunicke i en pressemeddelelse.

Klimaminister Rasmus Helveg Petersen mener, at bilister lettere kan skifte til en elbil med de nye hurtigladere.

- Med 13 nye ladestandere langs motorvejsnettet er Danmark blevet bundet bedre sammen, for dem der vælger at transportere sig, uden at det koster så meget på CO2-aftrykket, siger Rasmus Helveg Petersen i en pressemeddelelse.

/ritzau/


Nyhedsoverblik