Nu kan du få gør-det-selv sprinklervæske som pulver

Det er slut med store dunke med blå væske i bilerne. En opfinder fra Slagelse har opfundet sprinklervæske, som bilisterne selv kan blande op.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sne og slud sætter vinduesviskere og sprinklere på overarbejde, og så er det bedst at have en ekstra dunk sprinklervæske med i bilen.
 
Men er du træt af at have en dunk væltende rundt i bagagerummet, så skal du måske overveje at skifte dunken ud med et brev pulver, som kan ligge i sidelommen eller i bilens handskerum. Det skriver DR P4 Sjælland.
 
Man åbner posen og putter lidt vand i, derefter hælder man indholdet i sin sprinklerbeholder og tilsætter tre liter vand, og så er man klar til at bruge sprinklervæsken.
 
Kan gemme årsforbrug i hanskerummet

Det nye produkt har fået navnet SPRINKLR, og det forhandles allerede i butikker og på tankstationer.
 
- Den mest åbenlyse fordel er, at det ikke fylder så meget. Man kan have et helt års forbrug inde i handskerummet og bare tilsætte vand, siger manden bag opfindelsen, Hans-Jørgen Bruno Hansen fra Slagelse til DR P4 Sjælland.
 
Og så er den tørre sprinklervæske godt for miljøet, siger han og forklarer:
 
- Køber man en traditionel sprinklervæske i en fire liters dunk, svarer det til cirka 1,3 kilo sprit eller alkohol, som vi hælder direkte ud i naturen. Det her er et godt alternativ og et meget koncentreret produkt med kun 150 gram kemi til tre liter vand.
 
Skal blandes op

En af ulemperne ved det nye produkt er, at brevene ikke er direkte klar til brug. Man skal først man først have adgang til vand, og det ved producenten godt.
 
- Vi forventer ikke at tilfredsstille hele verden med vores produkt. Vi forventer at ramme en markedsandel på 10 procent, og vi forventer at ramme den forbruger, der synes, det er godt at købe et produkt, der er en lille smule billigere, end det vi kender, fortæller Hans-Jørgen Bruno Hansen.
 
Glimrende som sprinklervæske

Det kan være svært at finde vej i junglen af sprinklervæster, for hvilket produkt skal man vælge?
 
Bilejernes organisation, FDM, fortæller, at der ikke er den store forskel på de traditionelle produkter. Og derfor bifalder tekniker hos FDM Jørgen Jørgensen nye, danske alternativ:
 
- Det er en ny måde at have sprinklervæske med sig på. Det kan være en fordel, at du har en pose med i bilen, der ikke fylder så meget som en stor dunk. Og så det er en ganske udmærket sprinklervæske, siger han til DR P4 Sjælland.
 
SPRINKLR er blandt udviklet sammen med Danmarks Tekniske Universitet. Og selvom produktet har et eksportpotentiale, så går opfinderen ikke og drømmer om millioner.
 
- Det er ikke det, vi spekulerer mest over i hverdagen. Når man arbejder med opfindelser og udvikling og kigger op i stjernerne hele tiden, så falder du over den mindste sten, fortæller Hans-Jørgen Bruno Hansen og fortsætter:
 
- Der er ingen tvivl om, at produktet har et stor eksportpotentiale. Der kører 2,5 millioner personbiler rundt i Danmark. Der er 40 millioner i Tyskland, så det er klart vi kigger ned mod Tyskland.


Nyhedsoverblik