Nu er der sat tal på: 47 lærere og pædagoger fyres

Trods forsøg på at afværge eller formindske antallet af lærere og pædagoger, der skal afskediges, mister 47 personer jobbet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det har ikke hjulpet meget, at lærere og pædagoger har mødtes med Lolland Kommune i et forsøg på at få antallet af ansatte, der skal fyres, ned.

Mandag kom der tal på, og lærerne må sige farvel til 26 kolleger, pædagogerne til 19, mens to FOA og HK-ansatte mister jobbet.

I midten af november kom det frem, at omkring 50 lærere og pædagoger skulle fyres, og det har møderne mellem parterne altså ikke rykket ret meget ved. Tallet hedder 47 stillinger, og det ærgrer de to faggrupper, det går hårdest ud over.

- Det er stærkt bekymrende, og det harmonerer slet ikke med kommunens visioner om at bryde den sociale arv og sikre en stærk næste generation hænger slet ikke sammen med de her besparelser, så vi er fuldstændigt uforstående over for dem, siger Betina Vincent Andersen, faglig sekretær i BUPL Sydøst, og lærernes lokalformand mener, at de mange afskedigelser kunne have været håndteret på anden vis.

- Det er vores tanke og håb og også vores formodning, at mange af de opsagte kolleger vil have mulighed for at komme tilbage i arbejde i løbet af foråret og sommeren 2015. Netop derfor kan det undre, at vores afværgeforanstaltninger er blevet pure afvist. Vores påstand er, at tilpasning ved naturlig afgang af lærere kan imødegå det faldende elevtal og besparelserne, siger Henrik Hansen, der er formand for Lolland-Falsters Lærerforening i en pressemeddelelse.

Får besked inden 10. december

Lolland Kommune begrunder afskedigelserne med faldende børnetal og økonomiske forhold. Der skal spares 22 millioner kroner, men hverken lærere eller pædagoger mener, at børnetallet falder så meget, at det berettiger til fyringer i den størrelsesorden.

- De 17 pædagoger, der mister jobbet udgør 8-10 procent af det samlede antal pædagoger i kommunen. De 6 procent er ren besparelse og hænger ikke sammen med faldende børnetal. Vi ser ikke en tilsvarende besparelse på administrationen, og det har vi opponeret imod, siger Betina Vincent Andersen.

Mellem den 8. og 10. december får de pågældende lærere og pædagoger besked om afskedigelserne, hvorefter de stopper i jobbet 1. august 2015.

Over 1000 forældre har meldt sig ind i facebookgruppen 'Vi vil høres', som er startet af en mor, der er utilfreds med fyringerne, men det har altså heller ikke rokket ved beslutningstagerne.


Nyhedsoverblik