Nu bliver vintervejret normalt

Der kommer sne eller slud de kommende dage, men vintervejret er nu tilbage på normalen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vi fik en særdeles kold afslutning på 2010, men den første uge i 2011 bliver en mere normal dansk vinteruge rent vejrmæssigt, fortæller meteorolog Jesper Eriksen fra DMI.

Mandagen bliver måske den sidste med flot, klart vejr i denne omgang, og allerede tirsdag kan der igen komme nedbør i form af sne eller slud.

I Vestjylland vil nedbøren tirsdag falde som regn eller slud og østpå i form af sne.

Også onsdag kan der ventes sne ind over landet, og igen er det mest sandsynligt, at nedbøren mest er i sneform i det østlige Danmark, mens den fugtige stads bliver i form af regn og slud længere mod vest.

Jesper Eriksen siger, at det foreløbig er usikkert, hvad der kommer af nedbør på torsdag og derefter.

- Hvis der kommer nedbør, så bliver det i form af sne eller nedbør, siger han.

Risikoen for isslag er også til stede. Men foreløbig ligger isslags-bæltet natten mellem onsdag og torsdag over Nordtyskland.

- Men vi holder meget øje med udviklingen, siger Jesper Eriksen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik