Nu bliver det billigere at få varer til og fra øerne

Der er millioner på vej til godstransport til og fra de danske øer, så det i fremtiden bliver billigere at få varerne over vandet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er godt nyt til erhvervslivet. I hvert fald den del, der transporterer gods med færge til og fra de små øer inklusiv Fanø, Læsø, Samsø, Ærø og Bornholm.

Som en del af vækstpakke 2014 er der nu afsat en ramme på 50 millioner kroner i 2015 og 125 millioner kroner om året fra 2016 og frem, så taksterne for godstransport på færger bliver lavere.

- Det kan absolut få stor betydning for os og stor effekt for udviklingen på øerne på sigt. Det lyder som om, der igen er kommet lidt fokus på de områder i Danmark, som politikerne kortvarigt havde glemt. Det er dejligt, siger Lone Skov Madsen, der er formand for Andelsforeningen Askø Købmandshandel.

Kan sætte priserne ned

Modellen gælder for godstransport - altså vogne over 3500 kilo, men der lægges også op til, at der bliver afsat penge til at gøre det billigere for mindre vogne at tage færgen med varer til og fra øerne, og så kan ordningen for alvor blive interessant for Askø Købmandshandel, som lige nu selv henter sine varer på den anden side af vandet.

- Det kan betyde, at vi kan sætte priserne ned, og vi kan udvide sortimentet. Lige nu tør vi for eksempel ikke have fersk kød, fordi vi ikke henter  varer så ofte, og vi kan ikke konkurrere på priserne, men det kan den her støtte måske hjælpe på. Det er i hvert fald super, at der endelig bliver kigget på det her, som vi så længe har tigget og bedt om, siger hun.

Pengene skal fordeles på kommuner med færgefart til øerne, og støtten vil nedsætte taksterne eksklusiv vareafgifter med gennemsnitligt 80 procent. Det er planen, at ordningen evalueres om 5 år.

Her kan du se, hvordan pengene kommer til at fordele sig på de kommuner, der har færgefart til øer i vores region.

                                                 Tilskud 2015-2017     Tilskud 2018 og frem

Kalundborg: Sejerø/Nekselø:   1.387.000 kroner        1.387.000 kroner
Holbæk: Orø:                               105.000 kroner          105.000 kroner
Slagelse: Agersø/Omø:             1.500.000 kroner       1.500.000 kroner
Lolland: Askø/Femø/Fejø:         2.473.000 kroner       2.473.000 kroner

Der er tale om foreløbige tal, som skal beskræftes af Økonomi- og Indenrigsministeriet.


Nyhedsoverblik