Nordvestsjællandske unge drikker mindre

En ny undersøgelse slår fast, at de unge i Nordvestsjælland drikker mindre end tidligere. Bedst ser det ud i Holbæk Kommune.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Efter år med dunkle druknyheder om, at ungdommen drikker mere og mere, er der anderledes meldinger fra Nordvestsjælland. Her viser en undersøgelse lavet af Projekt Ung & Rus, at de unge i Holbæk, Kalundborg og Odsherred Kommuner drikker mindre end tidligere.

- Jeg synes ikke, det er sjovt, når jeg vælter rundt. Jeg kan bedre lide, når jeg dagen efter kan huske, hvad der er sket, siger 16-årige Chili Aagaard fra Holbæk.

På kommuneniveau er der ifølge rapporten sket en stigning af unge, der ikke drikker, på tre procent i alle tre kommuner. Holbæk kommune er helt oppe på 17 procent unge, der ikke drikker mod 13 procent i Kalundborg og Odsherred. Til gengæld var der flere, der drak i den pågældende uge i Holbæk, hvor andelen, der ingen genstande drak, næsten er halveret siden sidste undersøgelse i 2013.

Forbruget sænket på alle genstandsgrupper

Der er flest på gymnasierne, der drikker alkohol. På erhvervsskoler, produktionsskoler og i 10. klasserne er der helt op mod 20 procent af de unge, der ikke drikker. På erhvervsskolerne er der sket en stigning på hele fem procent blandt de unge, der ikke drikker – og de har sænket deres forbrug inden for alle genstandsgrupper.

Det ser ikke ud til, at de unge, der drikker alkohol, har ændret nævneværdigt på deres alkoholforbrug i løbet af en given uge. Der er dog færre blandt produktionsskole -og erhvervsskoleeleverne, der drikker over de 22 genstande. Den største andel af elever, der drak i den pågældende uge, var gymnasieeleverne.

De drak også flere genstande end ved undersøgelsen i 2013.

Forældres regler betyder noget

Undersøgelsen viser også, at forældrene har stor indflydelse på deres børns ageren. 58 procent har svaret, at forældrenes regler betyder noget for deres alkoholindtag. I Chili Aagaards klasse har forældrene sammen lavet nogle regler til de unge.

- I starten måtte de have to genstande med hver til private fester, og så er det så blevet mere og mere siden. Jeg tror, det betyder en hel del, når de kan se, at det er en hel forældreskare, der står bag. Ikke dermed sagt at de så ikke har afveget fra det, men jeg tror, det betyder noget, at de kan se, hvordan vi gerne vil have det, siger Henriette Aagaard, der er mor til Chili.

Samtidig er de unge blevet mere bevidste om, at det godt kan lade sig gøre at more sig uden at være helt i hegnet.

- De unge fortæller, at de ikke har lyst til at drikke, og at der er andre måder at være sammen på, og at de prioriterer deres sport, religion og sundhed højere end det at drikke, siger Helle Olderup, projektleder i Ung & Rus.

Drikker mindre end resten af landet

Sammenligner man de lokale tal med de nationale tal, kan man også se, at der er en betydelig større andel i Nordvestsjælland, der aldrig drikker alkohol. Henholdsvis syv procent flere af de unge mænd og fem procent flere af de unge kvinder.

De unge i Nordvestsjælland ligger ligeledes under det nationale gennemsnit for andelen af unge, der drikker både 1-7 og 8-14 genstande om ugen.

Ved at ske en polarisering

Til gengæld er der en lidt større andel af de nordvestsjællandske unge, der har drukket 15 genstande og derover for både kvinder og mænd. Noget tyder på, at der er ved at ske en polarisering af de unge i Nordvestsjællands alkoholforbrug.

Enten drikker man en del, eller også vælger man det helt fra. Tallene viser eksempelvis, at 31 procent af de unge mænd og 17 procent af de unge kvinder drikker over 15 genstande om ugen, mens der i den anden ende er den her store gruppe, som aldrig eller sjældent drikker.


Nyhedsoverblik